Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Medieretningslinje

Gaming- og mediepolitik – Klub B29 Gælder for alle medlemmer (10–15 år) Evalueres én gang årligt I forældrerådet.

Formål 

Klub B29 vil have et trygt og inkluderende klubmiljø, hvor gaming og medier er en kontrolleret del af hverdagen og ikke fylder på bekostning af sport, kreative aktiviteter og samvær. Politikken sætter tydelige rammer for børn, personale og forældre. 

 

Gaming i klubben  

Gaming er et frivilligt tilbud på lige fod med klubbens øvrige aktiviteter. • Personalet er til stede under al gaming, har ansvaret for rammerne og kan til enhver tid afbryde et spil, slå lyd og chat fra eller afslutte en aktivitet. • Vi arbejder med samarbejde, fairplay, god omgangstone og digital dannelse.

 

Valg af spil 

PEGI-mærkning er en vejledning, men personalet foretager altid en pædagogisk vurdering af indhold, børnenes alder og modenhed samt spillets chat- og onlinefunktioner. • Spil med høj aldersgrænse (PEGI 16 eller derover, eller tilsvarende vurdering) tilbydes kun, hvis klubbens leder har godkendt det, og forældrene er informeret.

 

Regler for gaming  

Spilletid: Børnene kan spille én gang dagligt i klubbens almindelige åbningstid. Der er afsat én time, hvoraf 55 minutter er spilletid. De sidste fem minutter bruges på at afslutte og gøre plads til næste hold. 

  • E-sport: Organiserede e-sportsaktiviteter kan have længere spilletid. Program og varighed planlægges og meldes ud på forhånd, og der holdes pauser. 
  • Roblox: Er en mulighed fra 5. årgang. 5. årgang skal have skriftlig tilladelse fra forældrene, som registreres i AULA. 6. og 7. årgang kan deltage uden særskilt tilladelse. 4. årgang må ikke spille Roblox i klubben, da vi følger anbefalingen om, at børn under 11 år ikke spiller Roblox. •
  • Counter-Strike 2: Tilbydes kun i klubbens e-sportrum og primært for 6. og 7. årgang. Alle deltagere skal have skriftlig tilladelse fra forældrene, registreret i AULA. 5. årgang kan deltage efter en konkret vurdering fra personalet. Personalet er altid til stede. 
  • Øvrige spil: Udvælges løbende af personalet efter spillets indhold, aldersgruppe og pædagogiske relevans.

 

Online adfærd og kontakt 

Chat og talechat bruges kun sammen med klubbens egne hold og aktiviteter, ikke til private samtaler med fremmede. • Børnene deler ikke navn, adresse, skole, telefonnummer eller andre personlige oplysninger, og brugernavne må ikke afsløre dem. • Mobning, nedladende sprog og diskrimination accepteres ikke. Personalet griber ind med det samme. • Børnene opfordres til at sige til, hvis noget online føles ubehageligt, og de får altid hjælp.

 

Køb og konti 

  • Der foretages ingen køb i spil i klubben (fx Robux, skins eller kasser med tilfældige belønninger). Børnene bruger ikke betalingskort eller andres betalingsoplysninger i klubben. 
  • Klubbens spilkonti administreres af personalet. Koderne deles ikke, og kontiene bruges kun i klubbens åbningstid. 
  • Børn, der bruger deres egen konto, skal følge spillets egne aldersregler. Forældrene har ansvaret for kontoen. 
  • Børn logger ud af private konti, når de er færdige.

     

Mobiltelefoner og sociale medier

  • Klubben er mobilfri i hele åbningstiden. Telefoner skal være slukket eller på lydløs og pakket væk. 
  • Børnene kan altid kontakte forældre via personalet eller efter aftale med personalet. 
  • Undtagelser: Hvis en telefon eller andet udstyr bruges til sundhed eller transport (fx rejsekort), aftales det på forhånd mellem forældre og personale og noteres. Undtagelsen gælder kun det aftalte formål. 
  • Smartwatches med skærm eller kamera behandles som mobiltelefoner. 
  • Der må ikke tages billeder, video eller lydoptagelser af andre børn eller af personalet uden aftale, og intet må deles på sociale medier. 
  • Ved overtrædelse afleveres telefonen til personalet til dagens slutning. Ved gentagelser kontaktes forældrene.

     

Billeder og video fra klubben 

  • Personalet tager kun billeder og video af børn til klubbens formål og kun, hvis forældrene har givet samtykke i AULA. 
  • Billeder deles ikke offentligt på sociale medier uden særskilt samtykke og vises ikke sammen med børnenes fulde navne. 
  • Billeder slettes, når formålet er opfyldt, eller når barnet melder sig ud.

     

Forældrenes ansvar og samarbejde

  • Digital dannelse er et fælles ansvar mellem klub og hjem. 
  • Vi opfordrer forældre til at kende de spil, apps og sociale medier, deres barn bruger, og til at lave tydelige aftaler hjemme om tid, indhold og adfærd online. 
  • Samtykker og tilladelser registreres i AULA, og forældre kan altid trække dem tilbage. 
  • Ved gentagne overtrædelser eller bekymring kontakter klubben forældrene.

     

Konsekvenser og opfølgning 

  • Vi starter med dialog og vejledning. Personalet kan afbryde aktiviteten, og barnet kan midlertidigt udelukkes fra gaming. 
  • Alvorlige hændelser (fx mobning, deling af krænkende indhold eller kontakt fra fremmede) dokumenteres og håndteres efter klubbens og kommunens retningslinjer.¨

     

Plads til forskellige interesser 

Børn, der ikke ønsker at game, kan deltage i sport, kreative aktiviteter og andre sociale fællesskaber. Klubben skal være et trygt sted for alle børn.

 

Revision 

Politikken gennemgås én gang årligt og ved nye spil eller ændrede regler. Forældre informeres via AULA.

 

Links 

  • Center for Digital Pædagogik: cfdp.dk 
  • Medierådet for Børn og Unge: medieraadet.dk 
  • PEGI: pegi.info